Hvor længe skal du vente med at flyve efter dykning?
Flyvning efter dykning er forbundet med risiko for udvikling af dykkersyge pga det lavere tryk i kabinen. Derfor anbefales det at vente med at flyve mindst 12 timer efter sidste dyk, hvis det drejer sig om et enkelt dyk og mindst 24 timer hvis man har haft gentagne dyk på samme dag, flere dage i træk eller dyk, hvor der har været brug for dekompressionsstop.
De hyppigste symptomer på dykkersyge er ledsmerter (især de store led) og hudkløe, men kan også være hovedpine, unormal træthed, balance-koordinationsforstyrrelser samt kraftnedsættelse og følefor-styrrelser.